12 ting, som vi har det optur over i Corona-tiden

Nu er det snart halvanden måned siden, at corona virkelig ramte os her i Danmark. ”I disse dage” og ”I denne tid” er blevet faste vendinger for det, vi alle går igennem lige nu – sammen hver for sig… Åh! Vi vil være sammen sammen med hinanden.

 

Meeeen, intet er så slemt, at det ikke er godt for noget, vel?

 

Alting er forandret lige nu – også her i Veras. Selvom det kribler i vores loppekroppe for at komme ud under blå himmel og være sammen om vores genbrugsrevolution, så må vi indse, at det ikke blive lige nu og her. Også selvom vi har glædet os siden november! I stedet prøver vi at fokusere på det, som gør os glade i hverdagen og giver os ekstra optur på i en svær tid. For på trods af at vi har rygende travlt (fordi kvindeskabet er sendt hjem og der er stadig masser der skal plejes med 3/4 så mange hænder), og folk er sendt hjem i lønkompensation, så har vi aldrig for travlt til at glæde os over hverdagens små opturs øjeblikke.

 

Vi har, som I sikkert ved, snakket meget om: Corona. Og ja, vi #verasdamer er også ved at være en smuuule trætte af de mange begrænsninger, tålmodighedens prøvelser og fremtidens uvished, som nogle (læs. vores chef, Rebecca Vera) har sværere i at være i end andre. Men vi begynder også at indse nogle fine ting i corona-krisens skær. Og nåååår (inshallah!) “denne svære tid” er ovre, hvad har den så lært og, og hvad har vi fået med at gode oplevelser? Vi tager ja-hatten på og sender spørgsmålene rundt på kontoret!

 

Måske du kan nikke genkendende til en ting eller to <3 Hav den bedste dag!

 

Kærligst,
#verasdamer

Rebecca Vera: “Jeg har overgivet mig til uvisheden og lever én dag af gangen”

Når Rebecca Vera ikke arbejder sin numse i laser, bruger hun de første af timer om dagen på at nyde godt af sin solrige altan på Vesterbro.

 

“Jeg fokuserer på ting, jeg rent faktisk KAN gøre noget ved”

Brug din energi og fokusér på det, som du rent faktisk kan gøre noget ved. Jeg er alt for god til at se mig selv som den spontane type, der elsker eventyr. Og det er jeg til dels også, men de seneste par år har jeg også overgivet mig til at være lidt af en kontrolfreak, som finder størst ro i at vide, hvordan verden ser ud i morgen (og om et år!) og gerne planlægger ned til mindste detalje, så alt går efter planen i mit hoved. Og i de her tider, så har jeg nydt virkelig godt af en gylden regel, som en klog dame fortalte mig i efteråret, og som jeg siden har svoret til: “Fokusér din energi og kræfter på de ting, som du rent faktisk kan gøre noget ved, i stedet for at bruge energi på alt det, som du ikke kan”. En regel, som har været fuldkommen altaafgørende for mit velbefindende under corona.

 

“Det er OKAY ikke at være online… I ugevis og generelt bare når jeg SELV vil være det”

Og svare folk, når jeg selv vil. Jeg har haft en tilbøjelighed til at altid at føle, at jeg skal svare folk her og nu. Og med 5 forskellige mails, facebooksider, flere instagram konti og messenger, så kan det nogle gange godt tage overhånd – så meget, at jeg aldrig føler, at jeg har sådan rigtig fri. Jeg har trukket mig, fordi jeg synes, det hele var lidt for meget og havde brug for at fokusere mit overskud, og den tid jeg havde, på at fikse det, som var nødvendigt. Og det gør mig jo hverken til en dårligere ven eller et dårligere menneske, at jeg nogle gange ikke svarer folk i sekundet, de skriver, vel? Og i stedet husker på hvad det er, jeg selv har brug for en gang imellem.

 

“Det føles forfærdeligt ikke at vide, hvad der sker i morgen, men jeg klarer den – for det gør jeg altid”

Og der er mærkeligt nok en underlig sikkerhed i at vide, at alting nok skal gå. For det gør det jo altid, ik? Mit indre iværksætter-instinkt siger mig, at jeg har prøvet meget værre end nu. Også selvom jeg føler, at det hele er lidt uretfærdigt, at corona rammer på det dårligste tidspunkt ever i Veras. På tidspunktet, hvor vi endelig skulle ud og holde max markeder, og hvor jeg endelig skulle til at holde noget mere fri, arbejder jeg pludselig 30 gange mere, end jeg tidligere gjorde. Så klarer jeg den. Med plus eller minus på kontoen, med færre eller flere planer i sigte og en masse andet at fikse end at vokse sig større og stærkere, så kommer der altid gode ting med dårlige. Og jeg har allerede lært meget af de seneste 6 uger og blevet stærkere. Og hey, jeg kan aldrig glæde mig nok over, hvor heldig jeg er for at have sådanne nogle dejlige medarbejdere og venner og et hjem, jeg elsker, og en mand, jeg elsker endnu højere. Og hvornår ved jeg egentlig, hvad der sker i morgen? Corona-tider eller ej, så kan jeg jo aldrig planlægge fremtiden for realz.

Karoline: “Min indre OCD-planlægger holder ferie på ubestemt tid – og jeg elsker det”

Karoline har normalt tusinde planer og får med egne ord “… energi af en pakket kalender”. Meeeen, det ligner nu også, at hun under corona har nydt godt af at trække stikket…

 

“Min dårlige samvittighed bliver mindre og mindre”

Jeg har altid en hel del sociale aftaler – og på mange måder er det dem, der giver mig energi og glæde i hverdagen. MEN: når vi nu skal være buret inde, er det faktisk en stor lettelse at have en undskyldning for at komme til bunds i den der kontinuerlige to-do liste, jeg har haft liggende i mine noter i flere måneder. Jeg har gjort hovedrent, malet paneler, oprettet en opsparingskonto, startet en opskriftsbog og alt mulig andet, som muligvis er lidt kedeligt, men fandme også er rart at få gjort.

 

“Mine forældre er blevet digitalt udfordret – og har bestået med bravour!”

“Hvordan vender jeg kameraet?”, “Hvor sidder mikrofonen?”, “Hvorfor kan jeg kun se min hage?”. Jeg har tit forsøgt at Facetime med mine forældre – men med spørgsmål som disse, er det altid lidt en orker. Men nu: Corona har tvunget dem til at omlægge deres arbejdsdag, og pludselig er de begge blevet Zoom/Skype/FaceTime-hajer, der holder digitale møder i ét væk. Jeg skal be’ om mange flere video-samtaler post corona.

 

“Jeg planlægger intet, og det føles overraskende godt”

For en OCD-planlægger som mig er det en ret vild oplevelse ikke at kunne se frem og lægge planer. Hvor skal jeg hen til sommer? Pas. Hvornår skal jeg invitere familien til middag? Pas. Hvad skal jeg lave i weekenden? Pas. Alt er uvist, rammerne er sprunget, og ingen ved, hvornår vi er “back-to-normal”. Og hvad der før skræmte mig – ikke at kunne lægge planer – begynder nu at tiltale mig. Jeg gør, hvad jeg får lyst til, når jeg har lyst til det. Læser en bog, pudser et vindue, ringer til en gammel ven. Carpe diem.

 

Ida Olivia: “Jeg troede aldrig, at jeg ville blive én af de der zumba dansere”

Ida Olivia er den sociale, smilende praktikant, som du allerhelst vil give den største krammer til – især i de her tider, hvor hun har mærket ensomheden komme helt tæt på. 

 

“Jeg har overgivet mig til Zumba”

Det er endelig gået op for mig, at zumba er sjovt. Jeg har altid nægtet at bevæge mig ud i den danseform udelukkende begrundet af, at min mor til enhver lejlighed viser trinnene frem. Men efter fire dage hjemme i påsken måtte jeg overgive mig og springe ud i en live-session i stuen med min mor – og det var faktisk skide skægt!

 

“Jeg er ikke født til at være eneboer”

Jeg har lært, at jeg helst ikke skal bo alene, når sådan noget her sker… Hold op, det er kedeligt og tomt, når jeg ikke kan fordrive tiden i selskab med mine venner på samme måde som før coronaen. Og når ens lejlighed er 50kvm, er det altså begrænset, hvad man kan lave af små projekter.

 

Kirstine: “Giv mig flere små pusterum væk fra København

Når Kirstine ikke timer online produkter til den helt store guldmedalje, finder du hende i disse tider på altanen med et glas vino i hånden.

 

“Øllen er blevet fast inventar i min højre hånd”

En ting jeg stensikkert kommer til at tage med mig videre fra corona-tiden er mit alkoholglade jeg, der i den grad trænger til en omgang nedtrapning! Egentlig havde jeg regnet med at jeg rigtigt skulle tilbage på sporet ved at løbe flere gange om ugen, nu når jeg i princippet har tiden til det. I stedet er jeg endt med at nyde rigeligt godt af en solrig altan med hvidvin og øller som en form for fast inventar i min højre hånd. Så blev det forår i DK – fællesskål sammen hver for sig!

 

“En trang til at stikke af fra storbyen”

Efter at min kæreste og jeg lige som resten af landet har ageret handy men i hjemmet og fået ordnet adskillige udsatte projekter, så har jeg bare en evig trang til at komme væk fra København. Når man ikke kan pådutte sig storbyens stimuli, vil jeg bare gerne ud til vandet i selskab med sol, mad og bøger (og lidt mere vin of course!).

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>