Sponsoreret
Sidst jeg var rigtig forelsket, var for 5 år siden, og det var i en pige. Selvom det er lang tid siden, så husker jeg det, som var det i går.
For halvandet år siden skrev jeg om min seksuelle forvirring, og hvorvidt jeg er til kvinder eller mænd – det er jeg faktisk stadig ind imellem en smule i tvivl om. Den gang jeg var sammen med Nina, sagde ikke bare ja til kompromisløs kærlighed, men jeg sagde ja til noget af det mest livsændrende og livsbekræftende jeg længe har gjort. Og for at forstå dette, så vil jeg tage jer med på en lille kærlighedsrejse.
Som mange andre unge piger, så voksede op med en forestilling om, at jeg skulle være sammen med en mand. Jeg mindre ægte forelskelse i Jon fra Popstars (hvem var ikke det?), og et kæmpe crush Justin Timberlake. Så meget, at jeg var hade-agtig misundelig, da han blev kærester med Jessica Biel efter brudet med Britney.
Selvom jeg aldrig har været så smaskforelsket, som jeg var i min eks-pigekæreste, så var mit første rigtige kærligheds bånd til en maskulin mand. På trods af, at han er pæredansk (opfylder alle Pia Kjærsgaards krav til danskhed), så ligner han nærmere en eksotisk mørkglødet mand fra Sydeuropa. Han var som taget ud af min fantasi drømmemand af udseende! En ‘rigtig mand’ (og nu må ikke hate mig med Den Store Bagedyst tjuhaj, for I ved hvad jeg mener) med hår på brystkassen, kraftigt mørkt hår, tæt skægvækst, høj og mørk og 10 år ældre end jeg selv. Fra første øjeblik jeg så ham, så var jeg øjeblikkelig tiltrukket af ham! Og jeg vidste med det vuns, at dét skulle jeg have! Det var i efteråret 2007. Jeg var 19 år, netop færdiggjort gymnasiet og i gang med at tjene penge, så jeg kunne tage ud og back-packe.
Jeg fik ham! Vi blev endda kærester før min rejse, men som så mange andre forhold, slog vi op 3 år senere. Uden at jeg vil gå i detaljer, så tror jeg faktisk, at det jeg var mere forelsket i tanken om, at en mand som ham ville have mig.
Da jeg mødte ham, læste han på kommunikation på CBS (det var jo ret sejt, når man var 19!) var i gang med at starte et nyt, inspirerende upcoming sted, Kulturkajen Docken op, og han havde kontakter til en spændende Bornholmer-restaurations typer og en nattelivs-scene, som jeg var ivrig for at være en del af. Nåååårh, jaa, så ville alle damer have ham, ligesom Justin eller Jon, og han ville bare have mig! Jeg følte mig som noget særligt, og jeg tror næsten, at den følelse drev mig mere end mine følelser for ham. Han opfyldte alle check-bokse på min unge pige-forestilling om hvad min drømmekæreste skulle opfylde.
Og hvorfor fortæller jeg jer så om det? Egentlig, så tror jeg stadig, at jeg bakser lidt med tanken om, at min potentielle forelske i den “eneste ene”, skal passe ind i en masse kasser, opsat af parametre som ville være “nice to have”, men ikke nødvendigvis “need to have”. Gir’ det mening? Altså ja, det ville da være for nice, at have en mand som tjente kassen, var røvlækker, succesfuld, anerkendt i sin branche, mange følgere eller what floats your boat. Men egentlig så handler kærlighed jo slet ikke om det! Dét gik først op for mig, da jeg gav mig hen og lod mig forelske, dengang i Melbourne, selvom mange parametre slet ikke var opfyldt.
Hun var en pige. Allerede der. Hun var alt andet end den maskuline succesfulde mand, som jeg gerne ville vælge at forelske mig i. Det var nok også derfor, at kærligheden føltes så stærk og det var så livsbekræftende en oplevelse. En process som i starten gik imod alt jeg havde i mig, før jeg nåede til en punkt, hvor jeg ikke kunne holde tilbage, og bare lod mig overgive. Er det dét som er ægte kærlighed?
Tænker jeg tilbage, så tror jeg bestemt, at det havde noget at gøre med, at jeg var på den anden side af jorden. Jeg havde ingen jeg skulle “stå til regnskab for”, ingen som skulle kommentere eller dømme mig. Ingen som skulle komme med godt råd. Jeg kunne få lov til at finde ud af, helt for mig selv, hvad det var, før jeg skulle konfronteres, og høre på alverdens anbefalinger og afskrækninger, som per automatik kommer fra ens omgangskreds når man ser en ny.
Ubevidst, så tror, at disse meninger rykker rundt på ens eget indtryk og påvirke mig mere end jeg vil indrømme. Selvom jeg føler, at jeg er et menneske som gør lige hvad hylan jeg har lyst til, og gerne vil opfattes ligeså, som en der er “ligeglad” med hvad folk har af meninger og holdninger til mig, så er det da bekræftende, at folk er lidt ‘misundelige’ på ens kærlighed til et andet menneske.
Forskellen i min første forelske til den jeg havde til min eks-pigekæreste, ved jeg ikke om skyldes, at jeg er til kvinder mere end jeg er til mænd, men jeg tror bestemt, at det var første gang jeg overgav mig. Jeg prøvede ikke at kontrollere hvem jeg gerne ville være forelsket i, men jeg blev bare hamrende forelsket, fordi det var det eneste som føltes rigtigt. Lige dér i øjeblikket, uden at jeg lod mig styre af min fremtidsdrømme og forvetninger.
Forelskelsen i Melbourne, i en pige, og det forhold vi havde sammen efterfølgende i København er én af de vildeste og mest livsbekræftende oplevelser jeg har oplevet. Jeg sagde på mange måder ja til kærligheden, men mest af alt, så sagde jeg ja til være 100% mig selv og følge mit hjerte, istedet for at gå på kompromis med hvem jeg troede jeg skulle være sammen med og lade mig kontrollere af mit hovede. Måske handler det om, at jeg skal sige ja til mig selv, og hvem jeg er, før jeg kan sige ja til kærligheden?
// Rebecca Vera
