“Hvorfor har du ikke en kæreste?”

Sætningen alle singler hader.

 

Ultimativt det, som jeg hader allermest ved ikke at have en kæreste er, når folk skal spørge mig om: “Hvorfor har du ikke en kæreste?”

 

Jeg står med åben mund og i chok over, at nogens IQ kan være så lav. “Ja, hvorfor har jeg ikke en kæreste? Nu skal du høre….”

 

Altså forventer folk et eftertænksomt og velfunderet svar? “Jamen, grunden til at jeg ikke har en kæreste, er da…” Og hvorfor vil folk vide det? Så de selv kan føle sig bedre stillet end mig? Hvad er det for et spørgsmål at stille? Hvad forventer folk helt seriøst at høre? Og hvilket svar stiller folk tilfredse?

 

Jeg går personligt ikke og sukker efter at få en kæreste. Jo, der er da tider, hvor jeg ville ønske, at jeg var nogens første prioritet – især dét savner jeg virkelig. Og det at vide, at jeg altid har én, som er ved min side – også når jeg er syg og har haft en lorte dag, som jeg bare har brug for at give afkald for.

 

Men jeg hader det spørgsmål! Jeg får nærmest i provokation lyst til at være single for life! Jeg føler mig altid så mega akavet tilpas, og det er ligegyldigt, hvem der stiller mig det spørgsmål:

 

Fra random nye bekendtskaber skal jeg vel tage det som en kompliment, hvis de tænker: “Hey, du er fandme et optursmenneske – hvorfor har du ikke nogen på krogen?,” efter de har kendt mig i 30 min. But still…

 

Fra ens familie er det en blandet mølle, fordi min ekskæreste var en pige, og derfor hænger det stadig ved. Især, når min bedstemor siger, at hun ikke regner med at få oldebørn og færdiggør sætningen med: “Rebecca, det er altså okay hvis du er lesbisk….”. Åh. Men det er jeg altså ikke! Men gid jeg var, for så kunne jeg i det mindste bruge det som undskyldning for, at jeg ikke har en kæreste – fordi udvalget er så småt i Kbh (Hvilket jo egentlig også er gældende for hetroer).

 

Fra min far og mor følges spørgsmålet af et pres: “Er det ikke også på tide, at du prioriterer at finde en sød mand og få børn?”Jo da! Det prioriterer jeg da lige! Det er slet ikke fordi det i forvejen ligger på mig, og er et latent pres i mit baghoved, der kontinuerligt stiger i takt med min alder og med, at mine bekendtskaber på Facebook får børn?!

 

Fra mine bøssevenner, som slet ikke forstår, hvorfor jeg ikke har en kæreste. Som et nyt bøsse-bekendtskab i fredags sagde: “Hvis jeg var til piger, så ville jeg være til din type”. Og tak! Du er også pæn, sød og rar – tror du måske, at jeg skal omvende dig til piger?

 

Fra veninder med kæreste kommer den heldigvis ikke så meget, for de ved heldigvis godt fra deres singletid, hvor latterligt et spørgsmål, det er – og single-veninderne deler med sikkerhed min irritation over emnet… Og stiller ingen spørgsmål. Tak!

 

Selv i skrivende stund, bliver jeg irriteret over, at mennesker tør spørge mig:“Hvorfor har du ikke en kæreste?”. Forventer de seriøst, at jeg kan svare på det?! Eller er det et retorisk spørgsmål, som skal gøre mig glad og få mig til at føle mig mere værd? Som i: “Hey du burde da være et catch for enhver! Hvorfor er der ikke nogen, som har fundet dig endnu? Piger af din standard burde da ikke være singler!”

 

Og dét er det eneste, jeg kan nikke genkende til: For gu’ er jeg et catch! Men fordi jeg ikke har en kæreste og været single i 4 år, så ser jeg mig heller ikke som en single-taber, som ikke kan finde ud af det kærlighedsliv (På trods af mine utallige blogindlæg herom).

 

For nej, jeg er ikke den typiske kæreste-pige-type. Og selvom der ikke længere hersker en hård linie mellem det at være en kæreste-pige-type og en pige, som ikke er kæreste-typen, så er der jo bare et eller andet, som er mere tiltalende ved folk, som har været i forhold. Og jeg kender det jo godt fra mig selv, når jeg har været på en date:

 

Ham: “Hvor længe har du så været single?”

 

Mig: “Hmm.. I snart 4 år” (mens jeg laver kaj-munden, idét ordene kommer ud af munden. For det lyder sgu ikke helt så nice, at jeg har været single i 4 år… Og jeg er semi allerede i gang med at tænke på min forklaring til næste come back)

 

Ham: “OKAAAY!” (Indsæt emoji med øjne så store som tekopper! Det havde han ikke lige regnet med).

 

Mig: “Men altså…” Semi undskyldende men stadig selvsikkert forklarende: “Jeg har også haft travlt, efter jeg blev færdiguddannet med karrierestuff… Så det har ikke rigtig været en prioritet”.

 

.. Inden han når at sige noget, fortsætter jeg: “Men du veeeeed, jeg har ellers altid haft kæreste på. Fra 8. klasse til jeg var 21.” (mens jeg tager mig selv i, at det er det mest latterlige at sige, når jeg nu snart fylder 28. Hvad fanden har det med sagen at gøre? Skulle det gøre mig mere nice?)

 

Ham: “Hvor længe varede dit sidste forhold så?”

 

Mig: (Overvejer, om jeg skal fortælle ham, at jeg blev forelsket i en pige, da jeg boede i Melbourne. Jeg har erfaret, at halvdelen af mænds testosteronproduktion går i stå med den info, så jeg vælger ikke at nævne det, og referer i stedet til mit næstsidste forhold): “Næsten 3 år” med stolt stemme, “og han var 10 år ældre end mig”. Endnu mere stolt.

 

Og frem og tilbage, så dømmer vi hinanden. På lige vilkår som jeg dømmer ham, når han fortæller mig, at han netop er kommet ud af sit femte forhold på seks år. Ja ja, måske har manden altid har haft kæreste på, men altsåååå… Det er sikkert også nogle random forhold, og de forhold kan umuligt klassificere ham som en ‘god’ kæreste-type – og så det jo hip som hap, forhold eller ej.

 

Hvilket præcis må være mit svar på: “Hvorfor har jeg ikke en kæreste?” – Derfor!

 

Jeg har lyst til at skrige: “Altsååååå, hvis jeg vidste det, så havde jeg nok en kæreste!!” Men egentlig så er det måske nok fordi, at jeg godt kan finde ud af at være mig selv. Jeg kan godt kan lide at stå på egne ben, jeg synes, det er fantastisk dejligt at have sex med en ny hver dag (hvis det er dét, jeg har lyst til), og at jeg ikke har travlt med at få børn, hund og hus. Selvom jeg en dag gerne vil det. Måske ligger mit fokus bare et andet sted lige pt. (…)

 

Jeg svarer altid folk: “Hvis jeg virkelig ville have en kæreste, så kunne jeg uden problem anskaffe mig de første fem. I morgen”.  Det lyder helt kækt, men jeg mener det sgu! Og hvert fald hvis succeskriterierne er på lige fod med dem omkring mig, hvor alle alligevel er ulykkelige i det, de er i, og hvor det betyder mere for dem, at de udadtil fyrer kærestelignende aktiviteter der-ud-af på sociale medier, end at de egentlig magter at have sex med hinanden og arbejde på kompromis og bump på vejen. Uden. at jeg skal gøre mig til ekspert, så kender jeg de første 10, som burde slå op med deres partner. Men for dem er trygheden om at have én, selvom de udmærket godt er klar over, at han/hun ikke er den rette, vigtigere.

 

Og det sjove er, at når folk spørger mig: “Hvorfor har du ikke en kæreste?”, så står jeg tilbage med følelsen om, at det er mig, som der er noget galt med. At jeg er en single, da jeg ikke kan få en kæreste – hvilket i mit hoved er langt fra tilfældet.

 

Og jeg lyder jo sikkert som den mest indebrændte single fisse – og det er jeg måske også lidt. For jovist er det løgn at sige, at jeg ligefrem har fravalgt ikke at have en kæreste. Hader selv typen som siger, at de ikke har tid til en kæreste (og jeg tog fandme mig selv i at sige det her forleden), ligeså meget hader, når folk svarer: “Du har altid tiden – det handler bare om, at du endnu ikke har fundet den rette. Hvis han kommer, så skal jeg love dig for, at du nok skal finde tiden.” Hold så op med det pjat!

 

Men jo, tiden er fandme knap, så vil jeg da hellere bruge tiden på noget som ægte rykker! Om ikke andet, så bruge tiden på mig selv. Det tænker jeg hvert fald i sidste ende vil smitte af på mine kommende forhold.

 

Jeg læste en artikel her den anden dag, hvor ‘en ekspert på datingområdet’ (jeg elsker typen som kan kalde sig ekspert på området – kan du måske blive min værge?!) udtalte, at man ikke finder den eneste ene, man vælger den.

 

Og det kræver jo også, at jeg skal gå på kompromis. Jeg skal dedikere mig til at andet menneske og ikke mindst have mentalt overskud og tid og være glad for, hvem jeg er. Og det vil så gøre mig i stand til ikke kun at arbejde med mig selv, men også med et andet menneske, når der kommer bump på vejen. Og det tror jeg især kommer fra, at jeg er glad i alt hvad jeg gør, og jeg kun gør ting, som føles 130% rigtige.

 

Så hvad svarer jeg egentlig næste gang, nogen spørger mig om, hvorfor jeg ikke har en kæreste? “Gå ind på Veras og læs hvorfor.”

 

// Rebecca Vera

6 kommentarer
    1. Hej Anna! TAK! Ja, har også helt savnet at give den gas med datingliv! Der kommer meget mere af det på bloggen igen 🙂

  1. Den bedste artikel, jeg har læst om dette emne i længe! Har selv været single i 4 år og mit sidste forhold var til i pige, som jeg var sammen med i 5 år. Men mit næste forhold skal være til en mand. Sjovt 😉

    Og jeg kan nikke genkende til alt det du skriver om dem som er et par, bare fordi det er vigtigste at være i et parforhold! Og hvor er børn, hus, hund og bil det vigtigste når man er 27. Hvorfor kan det ikke vente 5 år, de fleste synes jeg er mærkelig, men jeg skal sku nok nå det!!.

    Tak for en fed artikel.
    Hilsen fra indkøberen der læser med fra Kina i denne tid!Og en pige som kommer fra lille Sønderjylland!

  2. Kunne ikke være mere enig – Har stået med samme følelse de sidste par år. Men nu er det slut med at stå der og ligne en idiot. Bedste indlæg jeg har læst og kunne forholde mig til længe.

  3. Kære Rebecca

    Nu vil jeg lige gøre klart at jeg er en mand, 32 år, og heteroseksuel, og er ikke fast læser af din blog eller at Eurowoman, men har forvildet mig ind igennem en facebookannonce med en titel der fangede mit blik, også måske lige krydret med 35% overspringshandling på kontoret.

    Spørgsmålet ”Hvor har du ikke en kæreste”, virker til at du tager det som noget negativt – men i min optik, og specielt med min egen erfaring taget en betragtning, vil jeg sige at når jeg stiller kvinder spørgsmålet, handler det ikke om at jeg vil udstille mig selv bedre end dem, eller nedgøre nogle. Tværtimod, så handler det om at jeg er interesseret i personen og gerne vil ligge en føler ud, for at finde ud af om der overhoved er potentiale for en kommende flirt.

    Eksempel 1: Svarer du ”Jeg har ikke en kæreste fordi jeg slog op med ham for en uge siden, efter vi havde været sammen i 10 år” – så ved jeg ligesom godt at vi ikke leder efter det samme.

    Eksempel 2: Svarer du ”Jeg har ikke en kæreste fordi jeg ikke har tid til det pjat” – Så ved jeg at du ikke er klar til at finde / vælge kærligheden, også vil jeg ikke bruge mere energi på dig.

    Eksempel 3: Svarer du ”Det er fordi jeg er rigtig kræsen og har ikke fundet den rigtige, men jeg håber da jeg møder ham en dag” – tænker jeg GAME ON!

    Der er mange flere eksempler at komme med, men jeg tror måske jeg har hørt dem alle igennem mine enormt mange år som single on and off, men jeg ved præcis hvordan jeg reagerer på et hvert svar. Så det handler altså om at søge viden om hvor du er, og om vi to kunne passe sammen.

    Jeg synes dog det kunne både være sjovt og kækt hvis du næste gang svarede ”Vil du være min kæreste?” – selvfølgelig med et glimt i øjet 😉 Jeg ville klart blive paf hvis jeg fik det svar kastede i hoved 😉

    Jeg håber i hvert fald at du vil tage mine tanker om emnet til eftertanke, og ikke hade mig hvis vi en dag skulle møde hinanden og jeg stillede dig det grusomme spørgsmål 🙂

    Tak for overspringshandlingen og god jagt der ude på snævre singlemarked.

  4. TAK! Der reddede du sgu lige min aften, elsker simpelthen din blog.
    Kh fra en singlepige på 26, der ALDRIG har haft et seriøst forhold..

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>