Jeg er featured som powerkvinde i IN!

I denne måned har modemagasinet IN fokus på power-kvinder, og jeg er så heldig at være udnævn blandt 16 andre seje kvinder som den nye generation af danske powerkvinder!

 

Jeg bliver simpelthen stadig så mega beæret, når medier vil dele min historie. Og IN ser Veras som et genbrugsemperium – WOOOW. Af hjertet tak!

 

Ihhh, jeg kan ikke andet end at blive så mega stolt og glad i låget! Selvom det udadtil, selv for mig selv, lyder som om mine råd om, hvor “let og ligetil det er” bare at “gøre det” får alting til at lyde som en mega let leg, så er det langt fra noget, jeg stiler efter at udtrykke. For det er langt fra rosenrødt, og jeg var selv mega naiv og til tider lidt (for) uvidende om, hvad hylan jeg gik ind til, da min stedfar og mor lånte mig 50.000 til en hjemmeside tilbage i efteråret 2015.

 

Nu sidder jeg heldigvis her på den anden side. Jeg har det godt. Sådan da. De sidste par måneder har jeg faktisk ikke haft det ligeså godt, som i starten af året.

 

Stressen som slog mig omkuld for år tilbage sidder stadig latent stress i kroppen, som viser sit grimmeste ansigt, når jeg mindst venter det. Og faktisk har vist sig at komme så pludseligt i perioder, hvor jeg har tid og kan slappe af. For min hjerne overtager desværre stadig min krop og lytter ikke altid efter, når den og venner siger, at jeg skal sige fra. Nogle gange så har jeg tænkt over, om jeg nogensinde kommer til at kunne finde ud af sådan at holde helt fri, eller om jeg altid vil bekymre mig. Om Veras, min største baby, mine medarbejdere, kunder, medlemmer og de besøgende er glade. En mindre kommentar på et facebook-event og en dårlig anmeldelse, som er taget ud af kontekst, kan stadig i dag få mit hjerte til at hamre. Så meget at jeg ikke kan sove, fordi tankerne flyver rundt og leder mig ud i alle mulige bekymringer om ting, jeg ikke er kvinde over.

 

Det er godt at være ambitiøs, at turde gå sine egne veje og gøre ting efter, hvad man selv synes er korrekt. Men jeg synes ikke, at det nødvendigvis er mere powerfuldt at gøre det med 130 km i timen, og “starte noget nyt” end blot at have en lønmodtagerjob, som man elsker. Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg ikke havde trangen. Sådan til at lave om på verden, som jeg ser den. Livet ville nok bare være lidt lettere, hvis jeg kunne forene mig med et 9-17 job, hvor  jeg passede gårdlaget i min foreningen. Skide hyggeligt faktisk.

 

Det, jeg prøver at sige, er nok, at det er vigtigt for mig at pointere, at det ikke nødvendigvis altid er en god ting at være have mega travlt, selvom jeg, da jeg var yngre faktisk synes var sejt. Sejt, at jeg havde aftaler konstant og farede fra det ene job, event tjuhaj til det andet.

 

Arbejde skal være en leveform… Blah blah, MEN der skal også være tid til fritid! Jeg elsker at arbejde, men arbejde er ikke alt.

 

Interviewet handler jo meget om hvordan jeg “gør det”, og kan inspirere andre til at gøre hvad de vil ish. Og det jeg har hørt mest for er hvordan jeg “turde”. Jeg har aldrig tænkt et sekund over, at det havde noget som helst med mod at gøre. Jeg laver jo egentlig bare det, som jeg synes er allersjovest. Hadetingen og elsketingen er uden tvivl at sortere tøj. Beskidt, til tider grimt, basic tøj. Andre gange skatte, og så flotte styles, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Nogle gange, så føler jeg mig ærligt taknemmelig for, at jeg har givet mig selv muligheden for at kombinere min passion for genbrugstøj og styling til en forretning som kan hjælpe andre til at få en farverig og lækker udskiftelig garderobe for billige penge, som endda også er god for miljøet. 

 

Jeg lever efter: “At det værste der kan ske er, at du får et nej.” Jeg prøver at se mulighederne i ting, hvorvidt det gælder arbejde eller relationer. Jeg tænker ikke så meget, jeg gør bare. Tanker driver til usikkerhed og som udgangspunkt, så tror jeg på, at folk vil mig det bedste indtil andet er bevidst. Man kan hvad man vil, hvis man tror på det. Nåååårh, jaa og så bruger jeg jo min mave som guideline (det lyder ikke så CEO agtigt) og gør kun ting, som jeg føles 140% rigtigt. Har min mave det godt, så er Veras og jeg selv på rette vej.

 

Selvom jeg nu har fået endnu en anerkendelse af, at jeg gør noget “rigtigt” for at gøre verden til et bedre sted, så går jeg stadig ind i mellem rundt med tanker om: “Hvornår finder de ud af, at jeg slet ikke er så god her, som de tror jeg er.” 

 

Jeg har også tit nævnt min “Gud”, psykolog Malene Schmidt (jeg elsker den dame!), men den dame er på mange måde skyld i, at jeg sidder her, hvor jeg er i dag med ro i maven. Og ikke slås med, at jeg føler mig forkert. 

 

Nu bliver det lidt en sludder for en sladder, men min lyst til at skrive kom pludseligt. For venner, det med at føle sig forkert som menneske og ikke passe ind, er virkelig noget, som jeg håber jeg kan være med til at give videre. Alt hvad vi føler er er det rigtige for os, det er det rigtige. Måden vi vælger at leve på er det helt rigtige for os! 

 

Jeg har altid følt mig forkert, og det har været min værste fjende. Jeg har følt jeg skulle passe ind i noget, som jeg aldrig har følt mig tilpas i. Og hver gang jeg ikke kunne tilpasse mig, så slog jeg mig selv i hovedet, og blev mere og mere i tvivl på om min “mave” nu også havde ret. Mit selvværd har hele livet været som en ært, og først begyndt at komme tilbage i takt med Veras. Faktisk. 

 

Vi mennesker aldrig kan være født forkerte, men kun handle forkert i en situation. Jeg har virkelig lært, at jeg ALTID skal stole på min mavefornemmelse i en hver situation. Også selvom “normens” facit ikke er lig det. 

 

Og med det, så slutter vi Rebecca Veras psykolog session her.

 

At blive udvalgt som være næste generations power-kvinder, er satme noget af det mest optur jeg længe har fået tildelt. Som IN selv skriver, så uddeles titlen til kvinder, der skubber til måden, vi ser os selv, vores kroppe og verden på – og som ikke er til at komme udenom i fremtiden. JAAAA!

 

Jeg håber ikke alt det overstående lyder mega selvfedt, det er alt andet end meningen. Jeg er nok bare mega beæret og stolt over at være blevet valgt som en af IN’s 16 powerkvinder! Og jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at rykke og inspirere i andet end blot genbrugskluns. Og jeg synes I skal købe magasinet og læse de mange interviews – der er SÅ mange seje og inspirerende kvinder med i det!!

 

<3 Virtuelt power high-five, og tak for at I læser med!

 

Kærligst,
Rebecca Vera

 

Pssst … bliver jeg altså nødt til at tilføje et af de spørgsmål der blev cuttet ud:

 

Hvem er dine forbilleder i dag – og hvorfor?

Hvis jeg skulle nævne nogle, som på et dagligt plan inspirerer mig til, at jeg yder mit bedste, så er det mine ansatte og små børn Karoline og Viktoria. Jeg er så pavestolt over deres udvikling. Karoline var den første som startede med at sidde i mit køkken for 2,5 år siden og Viktoria har arbejdet sig op fra at starte som praktikant i sommeren 2016. De to damer, de brænder og vil Veras ligeså højt som jeg, og det er magisk at finde medarbejdere, som er så ambitiøse i så ung en alder. Følelsen af at se, hvordan de vokser med Veras, er næsten ligeså fed som at se Veras vokse.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>