Kristine Blad: ”Med min kollektion hylder jeg personlighed over ensformighed”

Kristine i front til Designer’s Nest under CPHFW SS19

 

Først kommer jul, så kommer nytår og så kommer fashion week baby! En modeuge, som heldigvis i højere grad er begyndt at fokusere på bæredygtige initiativer. På trods af det, så er tøjproduktion og modeugen langt fra grøn (og bliver det nogensinde sådan ægte bæredygtigt at producere nyt?).

 

Jeg har selv haft lyst til at vise genbrug under modeugen. Ikke fordi der som sådan er noget nyskabende ved det, men blot fordi, at jeg mener, at “gamle klude” kan være mindst lige så ”trendy”: Its not what you wear but how you wear it, som jeg egentlig føler er det, der gør mode nyskabende for mig. Folk der anvender sit tøj, styler det og sammensætter det på en ny måder – det er her, jeg bliver inspireret. Og halvdelen af shows under modeugen er nærmest ikke stylet og har ingen showpieces. Oftest får jeg mere ud af at se på billeder af influencers tøjsammensætninger (selvom de har en tendens til at minde om hinanden – nyeste it taske, noget med Ganni, et iPhone cover der kan noget, en klat glimmer, en skrigfarve og matchende venner). Måske skulle jeg faktisk afholde noget under modeugen, bare fordi, at genbrug jo også er mode! Alle nye kollektioner er jo som inspiration af noget tidligere, så faktisk er genbrug jo i og for sig mere trendsættende end noget andet, ikke?

 

Sagens kerne: der findes også folk, der gør, hvad de kan og som tør rykke lidt i modeskabernes trygge rammer.

 

Det unge designtalent Kristine Blad slog under den seneste modeuge fast, at bæredygtig mode i den grad hører hjemme på catwalken gennem sin afgangskollektion fra KADK, som blev vist op til flere gange under Copenhagen Fashion Week i sommer.

 

Kristine er en dame, der har taget alle os i Veras med storm med sit syn på bæredygtighed og mode. Kristines skønhedsbegreb lader sig ikke diktere af nutidens perfektionsidealer. Hun ser muligheder og skønhed i det vi andre betegner som skrald, og forsøger dermed at bruge noget grimt og brugt til at skabe noget nyt og smukt – med andre ord er hun damen, der mere end nogen anden har gjort skrot til slot.

Om det er noget Veras damer er fan af? Helt sikkert! Og det er omverdenen bestemt også!

 

Kristine fik en velfortjent 3. plads til Designers’ Nest showet, der hylder unge og nyuddannede talenter i Norden. Kristine er 26 år, og har en baggrund som fashion designer med en kandidat fra Kunstakademiets Designskole i København og en bachelor fra Designskolen Kolding. Lige nu arbejder hun for Maison Margiela i Paris (skal du af sted, så mis ikke vores guide til at shoppe loppe i byernes by).

 

Vores moderedaktør, Kirstine, fik sig en snak med det unge talent, der let forvandler genbrugsfund til noget moderne og som mener, at tøjets personlighed skabes ved måden man interagerer med det på. Som hun selv så smukt siger det:

 

  “Jeg tror at perfektion har været et lidt udefineret ideal, som vi alle har følt vi skulle leve op til på et eller andet tidspunkt uden helt at vide, hvor perfektionen sidder eller hvordan den ser ud”

 

Få dig en på opleveren med et af de mest inspirerende menneske, som vi længe har talt med herunder:

 

Fra Future of Fashion showet under CPHFW SS19.

 

De absolut sejeste støvler!

 

Backstage foto taget af Kristine.

 

Hvad betyder bæredygtig mode for dig?

“Det betyder en hel del, og jeg har selv et meget naturligt og bevidst forbrug. Jeg har det nok sådan med bæredygtighed, at det ikke længere er noget man vælge at forholde sig til, men at det er et vilkår som man skal tage udgangspunkt i eller være meget bevidst om. Det lyder måske meget frelst, men jeg synes det er en alvorlig sag, som jeg i den grad tager på mig, både i forhold til shopping og min tilværelse generelt”.

 

Hvilke styrker har bæredygtig mode?

“Personlighed, først og fremmest. Der er også en økonomisk gevinst at hente, for det meste. Og hvis man rigtig nørder vintage fashion, så kan det jo være som at gøre en god investering, der bare stiger i værdi. Jeg kan kun tale af egen erfaring her, men som oftest har vintage pieces en langt større affektionsværdi for mig end al anden mode – og især highstreetvarer. Det er også der, jeg vil skubbe modebranchen hen med mit eget arbejde:  At det vi køber, betyder noget for os – hvis ikke for evigt, så i længere tid og til en anden kan overtage og blive glad for det”.

 

– “Jeg kan kun tale af egen erfaring her, men som oftest har vintage pieces en langt større affektionsværdi for mig end al anden mode – og især highstreetvarer”

 

Hvad er dit råd til damer og mænd, der vil udfordre deres stil og forbrugsvaner?

“At se mulighederne og ikke begrænsningerne ved secondhand og at tage kreativiteten i brug, når man shopper genbrug. Og det behøver jo ikke at være en radikal ændring, men måske bare en tiltagende bevidsthed. Og hvis et genbrugsfund bare kan erstatte måske hver 4. køb, så synes jeg vi er godt på vej”.

“Der skal ofte ikke så meget til at forvandle et genbrugsfund til noget mere moderne. Jeg synes også at styling kan gøre alverden! Det kommer hurtigt til at lyde som om, at genbrugsmode kræver en masse af brugeren, frem for highstreet, men jeg tror, at man skal være lidt modig, lege lidt med det og ikke være så doven omkring tøjkøb. Det er hele interaktionen og måden man bruger det på, der skaber personligheden i det”.

 

Har du et eller flere favorit genbrugsfund?

“Jeg købte engang en top, der har hørt til en meget gammel brudekjole i New York. Den ligner noget fra et museum og er meget smuk. Jeg bruger den sjældent, men den hænger i mit skab som en lille overlevering fra en der blev gift for måske 100 år siden. Sådan noget synes jeg er spændende, og jeg kan godt lide at samle på tøj, der i lige så høj grad er et interessant objekt, som det er en brugsgenstand. Jeg shopper sjældent, men jeg slår til, når jeg ved, at jeg aldrig får muligheden igen. Og netop det, er hele fordelen ved genbrug; der findes i de fleste tilfælde kun én”.

Hvilke genbrugsbutikker i DK og udlandet har du ikke lyst til alle skal vide om (fordi de er så gode!)?

“Jeg kan godt lide de billige, hvor man rigtig skal grave i mængden og gå på jagt. Ofte synes jeg, det kan være mere tilfældigt, hvad der er i butikken, og du kan være heldig at finde en skat blandt ragelse. Det kræver lidt mere af mig, men det synes jeg er sjovt. For inspiration kan jeg godt lide Jerome i København, selvfølgelig. I London har jeg ofte besøgt vintage markedet i Notting Hill og Aro Archive, hvor man kan finde vintage Comme des Garcons, Dries Van Noten, Margiela, Chanel mm. Der er et hav i Paris, som jeg stadig har til gode at opdaget”.

 

Fotoserie af Kristines afgangskollektion taget af Fryd Frydendahl

 

Hvad har inspireret dig til at lave netop denne kollektion og hvad fortæller du med den?

“Med min kollektion forsøger jeg at kommunikere noget uhøjtideligt og at gøre op med låste ideer om, hvad man kan og ikke kan. Inspireret af et manifest af den amerikanske popkunstner Claes Oldenburg, har jeg taget udgangspunkt i, hvad jeg lige har haft ved hånden, ting jeg har samlet op fra gaden eller som folk har doneret til mig eller smidt ud. Jeg er fascineret af det ordinære, det grimme, det værdiløse, det ødelagte. Med min kollektion hylder jeg personlighed over ensformighed”.

 -“Maison Margiela har altid fascineret mig, og det er bestemt ikke tilfældigt, at jeg netop er havnet der”.

Din afgangskollektion er baseret på genbrugsmaterialer – er det nyt for dig at beskæftige dig med det?

“At lave ting af genbrugsmaterialer er bestemt ikke nyt for mig. Jeg har en tingfinder-mani, som også afspejles i det jeg laver. Jeg har en tendens til at synes, det som andre ikke vil have, er langt mere interessant. Egentlig har jeg ikke været så bevidst om projektets bæredygtige fordele – eller det har ikke været det primære fokus. Jeg tror dog, det er ret naturligt for mig at tænke over bæredygtighed. Jeg kan godt lide dogmer og begrænsninger, og det gør, at det ikke føles som en byrde, men som en interessant udfordring”.

 

“Genbrug har mange fordele – åbentlyst er det økonomiske, da genbrug ofte er langt billigere i materialer. Men man får også samtidig god samvittighed af at genbruge, da man både kan spare kloden for noget skrald og samtidig skabe noget nyt – uden at generere nyt materiale. Det har dog også den udfordring, at det kan være svært at videreføre i en eventuel produktion. Mine ting er meget tidskrævende i bearbejdningen og fremstår som unikke pieces, og mange af dem kan ikke genskabes præcis magen til. Men det er samtidig charmen ved det”.

Hvordan var det at være en del af Copenhagen Fashion Week – og fik du noget ud af at få vist din afgangskollektion under modeugen?

“Jeg synes det var en god oplevelse, som har givet opmærksomhed til min afgangskollektion og som har skabt en masse kontakter, både nationalt og internationalt. Det er et spændende format, hvor responsen er ret hurtig. Modeugen er fantastisk at observere – det er en stemning og en lille lomme, hvor alt er tilladt for en stund. Der er skruet ekstra op for det hele, og det kan jeg godt lide. Rent personligt føler jeg mig nok bedst tilpas i kulissen, hvor jeg kan sende mit arbejde ud i stormen og samtidig stå i ly og tage bestik af det hele”.

Du er pt. design intern hos Maison Margiela, hvordan er det, og hvordan endte du der?

“Maison Margiela har altid fascineret mig, og det er bestemt ikke tilfældigt, at jeg netop er havnet der. Stedet er fantastisk og netop på deres Artisanal linje, som jeg er med til at lave, synes jeg, de holder fast i noget af det, der ellers er gået tabt i mode i dag: nemlig kreativitet, autencitet, håndværk og risiko. Der ligger klart en bevidsthed og en omhyggelighed i ​haute couture​, som ikke bare er den køb-og-smid-væk-kultur, som jeg og mange andre prøver at gøre op med. ​Haute couture​ er kunst og processen bag er lang og dybdegående. Hos Maison Margiela er processen tilmed meget eksperiment-baseret, og det synes jeg er sjældent og fantastisk at finde i industrien”.

 

 

Private fotos af designprocessen 

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

“Jeg tror egentlig ikke, jeg er så bevidst om, hvilken stil jeg har. For mig er det vigtigt at have noget på, jeg har det godt i, noget som repræsenterer mig, noget jeg synes ser sjovt ud eller er interessant – og mindre vigtigt, hvor vidt det lever op til en idé, jeg har om mit image. Min garderobe stikker i ret mange retninger, men på en eller anden måde repræsenterer det alt sammen en del af mig. Jeg er både til tunge Dr. Martens og lyserøde blomster”.

 

Hvad synes du, er det perfekte ved at være uperfekt?

“Alt. Perfektion interesserer mig på ingen måde. Jeg synes at overraskelserne og uforudsigelighederne er langt mere fantastiske og interessante. Jeg tror ikke på perfektion som et slutmål for noget. Jeg tror man skal tænke meget mere over, hvem eller hvad man gør noget for: hvem man gerne vil imponere, hvem man gerne vil have til at føle noget for det man gør i stedet”.

 

“Jeg tror at perfektion har været et lidt udefineret ideal, som vi alle har følt vi skulle leve op til på et eller andet tidspunkt uden helt at vide, hvor perfektionen sidder eller hvordan den ser ud”.

 

Hvornår føler du dig mest fri, afslappet og som dig selv?

“Jeg har det rart, når jeg føler, jeg ser sej ud. Jeg føler mig godt tilpas med at se anderledes ud, at min påklædning skiller sig ud. Dog involverer min påklædning ofte noget så almindeligt som jeans og sneakers. Jeg skal kunne sidde på gulvet eller rode med noget kreativt uden at bekymre mig om at blive beskidt. Jeg bryder mig ikke om, når min påklædning gør mig for bevidst om, hvordan jeg ser ud. Jeg er on top of my game, når jeg laver noget kreativt, når jeg har fart på og udvikler ting”.

 

Hvad har du lært at elske ved dig selv, som du tidligere var ked af?

“Jeg har lært at acceptere, at jeg er genert – at det ikke er forkert, og at jeg ikke behøver at bruge resten af livet på at gøre mig selv ikke-genert. Jeg dyrker ikke min generthed, men jeg accepterer, at det er mig, og at det ikke skræmmer de mennesker væk, som jeg sætter pris på i mit liv. Og det tror jeg gælder for alt man måtte være utilfreds med: hvem har nogensinde afvist dig (i venskab, i kærlighed, professionelt) på baggrund af det du er utilfreds med ved dig selv?”

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>