Mine 10 bedste trin til at finde luksus secondhand

Er det en jungle for dig at gennemskue, hvordan du med sikkerhed ved, at den Gucci taske du er fuldkommen forgabt i nu også er ægte? Og hvor finder man de bedste luksussager online? Læs med lige her og bliv klogere, når vores secondhand geni Kirstine deler ud af sine 10 tips til secondhand-jagten.

 

Louis Vuitton bukser købt hos privat person, Chanel taske købt hos Manulu Vintage, Chanel shopper købt via Insta shop lwe.vintage

 

Som nogle af jer måske allerede ved, er jeg en kæmpe sucker for high-end secondhand og kan ganske simpelt ikke få nok (og det er der ikke noget Corona, der skal tage fra mig – basta!). Det er hele idéen om jagten – at finde et specifikt item til en spot pris eller bare det at opdage den der helt unikke ting, som jeg ikke lige havde regnet med, at jeg manglede. Det er jeg kæmpe fan af – oh yes, I’m in it for the hunt.

 

At shoppe luksus secondhand kræver viden, snilde og evnen til at spotte ægte læder på mindst 3 meters afstand. Ej, bare rolig… I stedet kan du læse mine tips og tricks, der sikrer dig en ægte Chanel taske til fordelagtige priser – hvis du selvfølgelig selv kan spotte den og har tålmodighed til at navigere rundt i den store genbrugsjungle <3

 

Sæt dig ind i tingene og undgå at brænde nallerne, når du shopper high-end secondhand. Det er nok mine aller bedste råd til dig, der gerne vil shoppe luksus brugt for hvad end grunden nu måtte være <3

 

Læs med her og få mine bedste tips, så du sikrer dig selv en positiv oplevelse med secondhand high-end lækkerier – det ku’ jo tænkes, at også du bliver helt afhængig 😉

 

 

Kærligst,

Kirstine

 

1. Slå fast hvad du er til

… Eller i hvert fald bare, hvad du står og søger lige nu og her, da der eksisterer et hav af platforme – fysiske som virtuelle – hvor du kan shoppe luksus genbrug. Her er det vigtigt at have in mente, at de hver især specialiserer sig i noget helt specifikt – kun de færreste rummer det hele. Er du fx til et selekteret udvalg, hvor alt tøjet står knivskarpt eller vil du selv rode rundt med muligheden for at gøre dig et vildt kup?

 

Leder du efter danske brands (eller nyere sæsoner af internationale brands) vil det være en idé at starte ud med at undersøge, hvad danske secondhand- og kommissionsforretninger har på lager atm. Gør det via Insta, hvis du ikke er fan af at møde fysisk op (Corona) eller smid dem evt. en mail/DM og hør dem ad.

 

… Er du mere til det tidsløse og classy high-end med et udvalg, der tager dig tur-retur til 80’ernes overklasse med mærker såsom Yves Saint Laurent og Givenchy, vil det være en idé at opsøge de adskillige og nøje kuraterede vintagebutikker i København, såsom Jérome, Times Up og Manulu. Du vil stensikkert gå derfra med ét eller flere items, som du svimler over bare ved synet af det.

 

Mangler du inspiration og vil på jagt med en vis risici for at gå tomhændet hjem, vil jeg altid anbefale, at du tyr til hjemmesider, såsom Vestiaire Collective, Etsy eller Asos Marketplace. Nogle gange kan det også være en idé at hoppe forbi de lidt billigere vintage shops, hvor du kan være heldig at finde en vintage Escada blazer for en slik. Det er dog undtagelsen mere end reglen.

 

Leder du efter noget helt specifikt, kan det også være en idé at benytte sig af online universet, da søgefunktioner visse steder kan være ret så praktiske, hvis du fx leder efter en Ganni strik fra Fall Winter 19 i en str. S – dog skal du også være opsat på, at det kan tage lang lang lang tid.

2. Køb fra folk med forstand på det

I hvert fald, hvis du ikke selv har det! Jeg vil altid anbefale, at du holder dig til de velansete og professionelle kommissionsforretninger og vintage shops i København eller online shops som Vestiaire Collective, hvor de sørger for at kvalitetssikre de items, som du højest sandsynligt kaster mange penge efter. Så er der nemlig garanti for, at du går hjem med det, du er blevet lovet. Selv foretrækker jeg følgende.

 

Prada slippers købt hos Vestiaire Collective for en slik, synes jeg selv

 

Snup floral feeling looket på Veras

3. Gå aldrig med det første og det bedste

Her er det med henblik på enten at spare penge eller at sørge for, at du ikke bliver snydt og ender op med en Louis Vuitton taske Made in Turkey. Sonder derfor altid terrænet og undersøg, hvad de fysiske og lokale såvel som online og Insta kan tilbyde. Er du ikke interesseret i jagten og står og vil købe hos professionelle, er dette step selvfølgelig ikke så relevant for dig.

 

 

4. Spot et serienummer 

Eller et autencitetskort. De kan selvfølgelig også være forfalsket, så det er jo fedt nok…. Men bare rolig – det er de færreste, der gør brug af falske serienumre og autencitetskort. Jeg har aldrig selv stødt på det og så vil det som regel også være til at spotte, at kvaliteten ikke er i top. Et autencitetskort skal altid være solidt som et dankort. Alle linjer skal være jævne og typografien skal være ensartet. Det samme gælder serienumrene – de skal være ensartede og stå på lige linje.

 

Det skal dog lige nævnes, at ikke alle high-end items bærer numre og autencitetskort. Det er hovedsageligt ved tasker og sko produceret i nyere tid og hvis prisleje er relativt og umenneskeligt højt. En Chanel taske uden et registreringsnummer skal du dog altid holde dig fra!

 

5. Sæt dig ind i størrelserne 

IT 40 er det samme som en FR 36 og en EU 34 – say what? Sæt dig ind i størrelserne og vær altid opmærksom på, hvilken størrelse tøjet er, da stort set alle italienske og franske high-end brands gør brug af egne størrelsesskalaer. Og endnu bedre er, hvis der er mål på tøjet – så forhold dig endelig til det også! Se altid et billede af størrelsen, hvis muligt, da selv dem, der ejer tøjet nogle gange ikke kan kende forskel.. Jeg har oplevet at købe en vintage Versace kjole, der stod beskrevet som en FR 38 (og yes, selvom det er et italiensk mærke, kan der godt stå en fransk størrelse i – forvirrende much), men som viste sig at være en IT 38, hvilket svarer til EU 32. Så jeg endte med en kjole, der sad mega stramt, hvilket er fint nok – hvis man altså ikke skal trække vejret.

 

6. Kvaliteten taler for sig selv 

Gå altid op i detaljerne og her især syningerne! Er fx sidstnævnte skæve og ujævne kan det godt være et tydeligt tegn på, at det er en kopivare. Vær ligeledes opmærksom på materialet og sammenlign med de materialer det pågældende mærke foretrækker at gøre brug af – der er som regel en tendens. Når jeg har stået hos en ikke-professionel og været i tvivl, har jeg altid tyet til Vestiaire Collective, hvor jeg så har fundet en vare magen til og sammenlignet med den.

 

 


1. Vintage Burberry vest købt hos Vestiaire. 2. Louis Vuitton kjole købt hos privat person. 3. Ganni strik købt hos I Blame Lulu.

 

 

7. Billeder siger mere end 1000 ord

Køber du fra en privat sælger eller online, så sørg for, at der er billeder af alt – og jeg mener ALT! Se et billede af størrelsen, af materiale, af sålen, af tasker indvendigt, armhulerne etc. og spørg ind til dem, hvis du synes, der er noget, som viger fra normalen. Jeg står fx og overvejer at købe en fransk vintage kjole i bedste Marilyn Monroe stil – dog ligner det på billederne, at den har lidt plamager under armene, hvortil sælger svarede følgende, da jeg selvfølgelig spurgte ind til det: “Der er ingen plamager og den er så god som ny.” Skal jeg købe den?

 

 

Gucci sko købt hos privat sælger via Trendsales og som jeg nu lige har solgt gennem Vestiaire Collective, da de desværre var lidt for store til mig. ØV!

 

8. Stil spørgsmål til sælger

I tråd med ovenstående. Lok alt ud af sælger du overhovedet kan og vær evt. opmærksom på, om der er sammenhæng mellem de informationer, du får. Kan du få mål, så få det – kan du få oprindelig købssted, så få det. Jo mere, desto bedre!

 

9. Her skal du være ekstra opmærksom

Hvis du ikke er en haj til det med high-end og bare gerne vil være 100% sikker på, at du altid går hjem med en ægte vare, så vil jeg til hver en tid anbefale dig, at du holder dig fra nedenstående, da jeg selv her ofte spotter sælgere med ugler i mosen (måske endda uden de selv ved det). Platforme såsom Trendsales og FB Marketplace, loppemarkeder og på markeder og i butikker i udlandet i Østeuropa og uden for EU.

 

10. Spørg om hjælp

Virker det sketchy, så er det nok fordi det er det! Men vil du alligevel gerne tage chancen, kan du sammenligne med hjemmesider, hvor ægtehedsgarantien er 100% tilstede eller opsøge hjælp og hoveder med mere forstand på det end dig selv. Har du fx allerede købt et par Yves Saint Laurent sandaler og er en smule i tvivl om ægtheden, kan du overveje at hoppe forbi den fysiske Saint Laurent butik og høre dem ad.

 

 

Ooooog her til slut, skal I selvfølgelig også lige have mine absolut favoritter…

 

Hvis jeg skal shoppe high-end: Vestiaire Collective, da de klart har det største udvalg, hvad angår high-end. Private såsom professionelle verden over kan her sælge ud af deres ting og det bedste ved det er, at Vestiaire kvalitetssikrer alle items, så du er sikker på dine køb leverer op til beskrivelsen og ægthed.

 

Hvis jeg vil gå på skattejagt: Veras butikker og webshop, Insta, Etsy, fysiske butikker.

 

Hvis jeg vil sælge enkelte specifikke high-end brands: Vestiaire Collective, da de kun tager 25% i kommission og da de har købere overalt i verden.

 

Hvis jeg vil sælge ud af en større omgang: Altid Veras Market! <3

 

Hvis jeg vil af med en mindre omgang: Veras tøjbytte, da man her kan få point for det tøj, man ikke længere får brugt, som man så kan bytte sig til nyt for – smart, ikk’?

 

 

Til Veras Market i 2018 i en af mine første køb fra Vestiaire Collective: en vintage Yves Saint Laurent bluse, som jeg stadig er helt pjattet med!

 

 

Jeg håber I nød at læse med og føler I har fået noget ud af det – tak for jeres tid! For at opsummere: bare fordi du følger mine steps kan du selvfølgelig godt blive røvrendt – det er der desværre ingen garanti for, men lad os sammen tro på det bedste i mennesket og hinanden. Husk jeg ikke er pro, men selvudlært og skriver ovenstående på baggrund af min personlige erfaring <3

 

Ha’ det for optur – virtuelle high-fives herfra.

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>