Sådan fik jeg troen på at blive iværksætter:”Det værste der kan ske er, at du får et nej”

Tilbage hvor dér hvor det hele startede. Dér hvor jeg første gang oprigtig fik troen på, at Veras var en god idé. Og det kunne ikke gå for langsomt med at komme i gang – det skulle prøves af nu!

 

I dag var til møde med de dejlige folk bag Copenhagen Street Food, da mit genbrugstøjmarked, Veras Market, vender tilbage i foyen på fra næste søndag d. 5 februar, hvor jeg hver anden weekend afholder loppemarked. Og det vækker helt minder!! Det var dér hele min rejse som iværksætter startede, og dér jeg første gang fik muligheden for at kaste mig ud i mit helt eget projekt. Det var faktisk nok dér, at jeg fik troen på, at jeg godt kunne blive iværksætter (eller er det noget man er?).

 

Nu bliver jeg helt sentimentella, men jeg tager jer lige tilbage til starten af maj 2015, hvor jeg som hvor jeg som ansvarlig for Distortions gadearmbånd arrangerede en weekend med Master Fatman bingo, raverbusfest og ikke mindst mit genbrugstøjmarked, som havde til formål at skabe opmærksomhed og salg af gadearmbåndet.

 

Selvom jeg på daværende tidspunkt var Rebecca fra Distortion, så valgte jeg stadig at kalde det Veras Market x Distortion, da jeg allerede på daværende tidspunkt havde et ønske om en dag, at sige mit fuldtidsjob op, blive iværksætter, og starte Veras. Så jeg tænkte, hvilken bedre måde at komme ind i folk bevidsthed, og prøve det af.

 

Det sjovt at tænke tilbage på, her efter 20 markeder, hvordan mega meget nøjern jeg havde. Èt var, at jeg var vant til arrangere events, så den del var “peace of cake”, men at jeg husker, at det var meget nyt for mig at skulle bruge mig selv og ligge navn til det. Det var super grænseoverskridende! På daværende tidspunkt havde jeg blogget i små 4 måneder, og det var stadig super fjernt for mig at være i fokus.

 

“Hvad nu hvis det var en kæmpe katastrofe, og der ingen mennesker kom og ingen fik solgt ud af deres ting?”. Jeg kunne ikke bare gemme mig, og give en eller anden leverandør skylden, det var mig som havde solgt den ind til både Distortion, CSF og standholderne. Det var mig som troede på, at det var en genial idé, og det måtte jeg bevise.

 

Husker jeg tilbage, så synes jeg faktisk ikke, at det ikke var den helt store succes, for da jeg kiggede rundt lidt i luk, så havde folk stadig super meget tøj tilbage. Men det fede var, at folk faktisk havde optur over det. De synes det var nice (måske også fordi det var første gang, selvom de ikke sagde det), og der var glade for, at jeg havde sørget for store stande med borde, på en overdækket location med mad, og dét som jeg synes var mest anstrengende ved selv at tage på loppemarked, nemlig at der var tøjstativer og bøjler på markedspladsen – som der jo selvfølgelig var fikset!

 

Det jeg var mest rad for, var der jeg i slutningen af markedet skulle gå rund og samle ind, og hvordan de søde standholders dag havde været. I ved, nærmest samme følelse når man ved, at man er blevet taget i en hvid løgn, og dernæst skal konfronteres (af 30 standholdere). Ej, jeg ved ærligt ikke hvorfor jeg har tendens til ikke at tro, at jeg gør det godt nok, men det måske fordi jeg altid ved, at det kunne gøres bedre. Hvis nu havde brugt mere tid på, at få flere medier til at skrive om markedet, hvis jeg havde fået flere influencers med til at sælge, hvis nu vejret havde været bedre… Hvis nu, hvis nu, hvis nu… I kender det: “Hvis du gør dit bedste, så det også godt nok”. Men jeg altså, jovist kan det være at jeg siger det højt, men føler alle ikke altid inderst inde, at de snildt kunne have gjort det bedre? Jeg har hvert fald altid de første 10 punkter listet op.

 

Sagen er den, at Copenhagen Street Food, nærmere Frederik Schlütter, som i sin tid bestyrede stedet, troede på mig, på mit loppekoncept, kun med brugt tøj og med høj service for standholdere – han synes jeg var sej (og Frede, det er du fandme også, og tak for at der findes mennesker som dig der siger det højt!), og gav mig fuldkommen frie rammer (sådan da) til hvad jeg havde lyst til. Og måske følte jeg ikke selv det var en succes til at starte med, men da jeg så ramte efteråret med udsolgte markeder, og efterspørgsel steg så voldsomt, at jeg på få måneder afviklede tre ekstra markeder, som blev revet væk, så gav det mig lidt blod på tanden! Det rykkede lidt i min mavefornemmelse, at min idé havde et kæmpe potentiale i et stærkt voksende genbrugstøjsmarked, og med en iver for folk i let at komme af med varer.

 

Selvom idéen til Veras faktisk var der længe før jeg arrangerede markedet, så var jeg stadig i job, og denne “fritidsbeskæftigelse” var for mig en genial måde, at afprøve det i det små, få snakket med målgruppen om konceptet og ikke mindst, så gav det mig modet og troen på, at min idé holdt stik. For ærligt, du kan nok gøre dig klog i at researche din røv i laser, holde antagelser op op mod statistik og altid være over potentielle risici, men for mig var det SÅ meget mere bekræftende at tale med målgruppen i øjenhøjde. For når alt kommer til alt, så aner du jo ærligt ikke om det ægte vil lykkedes.

 

Nu blev det igen en sludder for en sladder, men det jeg blot prøver at fortælle er, at det er pudsigt, hvordan det er de små ting og timing (jeg er jo lidt overtroisk når det kommer til det!) som gør, at man tør tage skridtet. Havde jeg ikke kendt Frederik, og havde jeg ikke tænkt på CSF som location til gadearmbåndslarm, så havde jeg nok heller aldrig fået “lov” til at afholde Veras Market. Og for den skyld, havde jeg aldrig taget et frivilligt projektlederjob ved siden af mit BA studie, så havde jeg ikke kendt Frederik, eller nok aldrig fået den ene chance som nogle gange skal til (prøvevagten), for at (mod)bevise, ikke mindst over mig selv, at jeg godt kan.

 

Så venner, kom forbi næste søndag d. 5 februar når vi kickstarter loppesæsonen. Jeg arrangerer i alt fem indendørsmarkeder hver 14. dag, og jeg ved, at du har max godter at sælge ud. Tag forspring på forårsrengøringen, få tømt ud i gaderoben, og kom afsted. Der er stadig ledige stande, og du kan købe din stand lige heeeer – og ikke mindst, så deltag lige i eventen på face, ik?

 

Jeg håber vi ses, og jeg håber, at jeres små drømme vil lykkedes. Seriøst, bare kast jer ud i det – ærligt – og det her er mit allerbedste råd, som jeg lever efter hver dag! Det allerværste der kan ske, det er, at du får et nej. Tag knoglen og ring, fiks, gør ting i stedet for kun at tænk, og det gælder ikke kun jer med små iværksætterdrømme i maven, det gælder alt i livet!

 

Og med det geniale råd (se bare hvor meget selvværd jeg har opnået på kort tid… Jeg håber I kan høre sarkasmen), så vil jeg færdiggøre mit budget, og hoppe i seng på denne skønne mandag.

 

// Rebecca Vera

Så dejligt med sol over kajen – glæder mig latterligt meget til at komme i gang med loppesæsonen igen!

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>