Verdensmål for dummies #5: Sammen er vi stærkere

Hver for sig er vi gode, men sammen er vi bedst! I dette sidste indlæg i vores verdensmålsserie handler det om mål #17: Partnerskaber for handling.

 

 

Hej dit skønne fredagshoved! Så kom vi i mål – vil du tro det? Velkommen til femte og sidste indlæg i vores magasinserie om verdensmålene.

 

Og hvis der er noget, denne magasinserie har lært os, så er det, at der er nok at ta’ fat i, når det kommer til verdensmålene. Og derfor skal vi samarbejde. Vi arbejder alle for ét fælles mål – en bæredygtig udvikling – og det kræver, at vi løfter sammen. Og det er præcis dét, vi stiller skarpt på i dag, nemlig mål #17: Partnerskaber for handling.

 

Læn dig tilbage og tag det hele ind – allerede dér, har du samarbejdet med os om et skridt i en grønnere retning.

 

Hav en dejlig weekend, og så ses vi ellers her på magasinet til mange flere #fridaysforfuture indlæg!

 

Kærligst

Karoline

 

 

 

Hvad går mål #17 ud på?

Med mål #17 bredes verdensmålene ud over vores fælles skuldre – det handler om at etablere og styrke (globale) partnerskaber for at sikre bæredygtig udvikling. Og med disse partnerskaber også styrke midlerne og økonomien til at nå i mål med verdensmålene.

 

Og hvad dækker ordet “partnerskaber” så over i denne sammenhæng? Helt grundlæggende handler det om, at vi går sammen – både internt og på tværs af landegrænser, industrier og organisationer – om at løfte vores fælles udfordringer, som er italesat gennem FN’s 17 verdensmål. Og at vi finder ud af hvem, der skal betale regningen.

 

Læs mere uddybende om mål #17 her.

 

Hver for sig er vi gode – men sammen er vi bedst! Fælles fikse-dag i Veras, maj 2020.

 

 

Hvorfor er mål #17 vigtigt?

“Mange bække små gør en stor å”. True. Men hvad hvis alle bækkene løber forbi hinanden? Eller ender med at modarbejde hinanden? Nogle gange er det bare bedst at lægge alle kræfterne sammen, dele erfaringer og bygge én stor å til at starte med. You get the picture?

 

Med verdensmål #17 sætter FN særligt fokus på vigtigheden i samarbejder mellem I- og U-lande. “Målet er, at udviklingslandene ikke gentager de mange fejl, som vi har begået i de lande, hvor industrialiseringen har medført store problemer med forurening” (FN m.fl.) skriver de, og understreger altså, hvor vigtigt det er, at vi samarbejder og deler ud af vores viden, så vi ikke globalt set kommer til at gentage vores fejltagelser.

 

Og det handler ikke kun om I- og U-lande. Vi skal alle sammen blive bedre til at “…mobilisere og dele viden, ekspertise, teknologi og finansielle ressourcer for at støtte bæredygtig udvikling”, så vi ikke modarbejder hinanden. Så altså: Ingen grund til at holde kortene tæt ind til kroppen – vi arbejder alle sammen mod et fælles mål.

 

Rebecca Vera i fuld krig med at dele ud af sin viden om at være en grøn iværksætter i Danmark – her til debat på Folkemødet 2019 modereret af tidl. minister Tommy Ahlers.

 

 

To tell or not to tell – that is the question

En stor del af at samarbejde er også at dele ud af egen viden og erfaringer. Og tankerne bag mål #17 er ikke anderledes: Vi skal blive bedre til at vidensdele – også med folk, vi normalt arbejder sammen med. Men hvordan hænger det sammen med at drive en konkurrencedygtig forretning? Hvordan undgår man at at dele “for meget”?

 

Jeg selv sammenligner det lidt med de gange – tilbage i folkeren eller gymnasiet – hvor en veninde sagde: “Ej en svedig top, du har på – hvor har du købt den?”. Av. Så stod man der. Super optur, at hun ku’ li’ din stil. Super nedtur, at hun ville kopiere den. For så ville hun begynde at høste komplimenter for en opdagelse, du havde gjort. Men så igen: Det var et kæmpe kompliment til dig – og ved at løfte sløret for dit fund, ville du vise mega overskud og help a sister out. Så mon ikke, det var det værd?

 

Og lidt på samme måde tror jeg, at vi skal blive bedre til at vidensdele. Det er i hvert fald nogle reelle tanker, vi har gjort os her i Veras. Vi elsker, når folk stiller spørgsmål til vores koncept og søger inspiration i vores forretning – det er jo verdens største kompliment! Og ved at dele vores erfaringer, fortælle om vores fejl og indlede partnerskaber med andre folk og virksomheder skaber vi ringe i vandet og gør for alvor en forskel! Det vil jo være naivt at tænke, at vi kan klare det hele selv (nok er vi nogle stærke #verasdamer, meeeen alligevel).

 

 

Strategiske partnerskaber og politisk markering – sådan bruger vi mål #17

I Veras har vi altid prioriteret samarbejder højt – også på tværs af industrier, brands og organisationer. Vi løfter bedre i flok! Men mål #17 har i takt med vores vækst fået større betydning.

 

Flere og flere får øjnene op for de grønne forretningsgange, og derfor oplever vi også øget samarbejdsinteresse – og hvor fedt er det ikke lige?! Det skaber jo helt nye muligheder for Veras rækkevidde. Vi vil være med til at sætte ringe i vandet – også uden for tøjindustrien! Samtidig kræver det også, at vi er på vagt – vi ønsker ikke at medvirke i greenwashing. Derfor stiller vi skarpe krav til alle samarbejdspartnere og prioriterer samarbejder med bæredygtig udvikling og vidensdeling i fokus. Et eksempel kunne være vores seneste større upcycling-samarbejde, hvor vi viste DFD, hvordan de kan forlænge levetiden af deres hospitalsdyner ved at sy dem om til seje jakker. Den slags partnerskaber bygger på vidensdeling og er win-win for begge parter.

 

Apropos vidensdeling, så deltager vi aktivt i flere politiske debatter og arrangementer (fx P4G, C40 og Folkemødet) for at gøre vores stemme gældende, vi prioriterer at holde oplæg på skoler og uddannelsesinstitutioner og samarbejder løbende med studerende om at genere data til deres opgaver og forskningsprojekter. Det tager tid, og det kan være svært at prioritere i et travlt start-up, men det er så vigtigt at, vi deler ud af vores erfaringer til alle, der vil høre på os!

 

Rebecca Vera med miljøminister, Lea Wemelin, til ministerens cirkulære tour i København, august 2019.

Tre eksempler på vores arbejde med mål #17:

1. Strategiske grønne samarbejder

Politiske aktører, innovationsnetværk, andre livsstilsbrands – listen er lang over tidligere (og kommende!) samarbejder i Veras. Fællesnævneren er fokus på at gøre en (grøn) forskel – og så er det vigtigt for os, at alle parter kommer ud af samarbejdet med endnu mere klogskab i bagagen. Et eksempel er vores nye rolle som dialogvirksomhed i livstils- og designnetværket, LDC. Vi glæder os til et endnu tættere samarbejde og til igen at få vores tænker på!

 

Talk about teamwork! Gennem samarbejder skaber Veras ringe i vandet og udbreder vores vision om cirkulære forbrugsmønstre. Amen to that!

 

2. Aktiv deltagelse i politiske debatter og arrangementer

Vi kan (og skal!) hver især gøre en masse for at nå i mål med FN’s 17 verdensmål – MEN nogle ting kræver altså også indblanding og regelsætning fra oven. In comes: politikerne. I Veras har vi særligt i de senere år markeret os på den politiske arena, og særligt vores grundlægger, Rebecca Vera, er blevet en fremtrædende meningsdanner med fokus på brugt tøj og cirkulært forbrug. Det er vigtigt at dele ud af vores erfaringer og for politikere at få indblik i vores side af dét at drive en cirkulær forretning.

 

… Behøver vi at sige mere? Rebecca Vera i dialog med daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, i forbindelse med P4G topmødet i København 2018.

 

3. Vidensdeling med studerende og uddannelsesinstitutioner

Noget af det bedste ved at arbejde et sted som Veras er søde og smigrende henvendelser fra studerende. Og der kommer mange! Selvom tiden kan virke knap, forsøger vi at besvare alle spørgsmål og medvirke som cases i så mange universitetsopgaver som muligt. Det er altid ekstremt lærerigt for os at få et indblik udefra fra nogle kloge, unge hoveder. Og så afholder vi løbende oplæg for uddannelsesinstitutioner, højskoler, efterskoler mm., om alt fra verdensmålene, cirkulære forretninger og kvindeligt iværksætteri.

 

Rebecca Vera i en paneldebat med modeforsker, Else Skjold, og seniorkonsulent hos Planmiljø, David Watson.

 

Stay tuned – mere #fridaysforfuture to follow

Det var det, venner! Vores magasinserie om Veras Verdensmål. Jeg håber, at du er blevet klogere – og mest af alt: inspireret. Inspireret til at hoppe med på verdensmålstoget og gøre en forskel, hvor du kan. Vi ses snart igen her på magasinet til mere lærerigt #fridaysforfuture indhold. 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist.

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>